Den lille dreng
Der var engang et eller andet sted for lang, lang tid siden en lille dreng. Han boede i en by, i en havneby. Han havde ikke noget rigtigt hjem, han sov på et gadehjørne.
Han var en rigtig slem dreng. Han var den bedste til at slås, han var den dygtigste til at tigge, til at sjæle sin mad. Han kunne simpelthen alt.
Han gik på gaderne og oplevede de mennesker, der skreg, råbte og sloges. Han oplevede den by' mindre gode sider, og han var tilfreds med den, den var ligesom "hans".
Der var en dag, hvor han igen lå ude under fri himmel, og han kiggede op på stjernerne, og han følte en følelse af at være langt, langt væk, en følelse af uendeligheden.
Han følte stjernehimlen over sig. Og lige pludselig faldt det ham ind: "Hvad er det egentlig jeg slås for? Hvorfor skal jeg egentlig stjæle min mad? Hvorfor slår jeg egentlig andre for at bevise, at jeg er stærkere? Hvad er det, jeg gør?"
Han betragtede sit værk, og han var stolt af det. For var han ikke den bedste, var han ikke den største, var han ikke den dygtigste?
Og han lå igen under den fri himmel og kiggede op mod stjernerne. Og den følelse af hjemve kom igen over ham, - længsel.
Han begyndte at opleve sin verden anderledes. Han begyndte at se det, der skete omkring ham på en afslappet måde, på en hyggelig måde, på en glad måde, en være-måde.
Og han så, at den mand, der solgte vin, var en tjener, for de penge, han tjente, måtte han give videre. Han gik hen til bageren og købte sig sit brød. Bageren måtte give pengene videre for at købe varer osv., osv. Han filosoferede over, hvorfor han egentlig stjal, når alle giver til hinanden. Han filosoferede over, hvorfor de egentlig bedrog hinanden, når de alligevel ikke kunne beholde det, de stjal og bedrog for og sloges for.
Og han besluttede sig til et nyt liv.
Den lille dreng søgte, og han søgte viden hos nogle munke, som han så gå uberørt på markedspladsen, gennem larm og skidt, tant og fjas. Det, han så, når han kiggede ud i rummet til stjernerne, var det samme, han oplevede i munkenes øjne, når deres blikke hvilede på tingene i stedet for at haste forbi.
Han fulgte efter dem og gik mange trin op ad en trappe, og han vendte sig om, og han gik igen opad, og en eller anden gang stod han foran porten og bankede på.
Døren åbnede sig, og en munk sagde: "Vær så god, kom ind." Han gik ind, sky og angst, for al hans viden, alt det, han var den største til, den største til at slås, den største til at stjæle og bedrage, hans hurtige fingre, alt det kunne han ikke bruge her, så han var psykisk nøgen, hjælpeløs og angst for de øjne, som gennemskuede alt. Men han vidste, at i de øjne var der intet ondt.
Munken sagde til ham: "Min ven, vil du vente her ved døren i det lille værelse, indtil vi henter dig?"
Drengen var træt, som vi nogle gange kan være trætte, træt på grund af alle de små ting, der sker, fordi det kræver forståelse, fordi det kræver overbærenhed, måske fordi det beviser os, at vores hengivenhed ikke er tilstrækkelig.
I den træthed faldt den lille dreng i søvn.
Tiden gik, og tiden løb, og han vågnede op og var frisk og stærk og sulten efter alt muligt. Han var sådan rigtig kommet til sig selv og havde ordnet sine ting og stod på sine egne ben.
Så gik døren op, og munken kom ind og sagde: "Nu skal jeg vise dig mit rum, som er dit rum." Og de gik ud af det lille værelse, gennem en park, og der var mange munke. Den ene hakkede i jorden, en anden klippede buske.
De gik ind i klostret, og han fik et rum, fik mad og faldt i søvn, fordi han var træt på grund af alt det nye, han havde set.
Tiden gik, og han sov, og han vågnede op om morgenen, og han var frisk og stærk og glad. Han kiggede rundt i det rum, hvor han befandt sig, undersøgte det, oplevede det.
Der var mad til ham, og han spiste, men der kom ikke nogen, der skete ikke noget. Og han blev utålmodig, og han tænkte: "Har I alle sammen glemt mig? Jeg kan da ikke bare sidde her og glo. Jeg er jo den største, den dygtigste." Og så gik han ud gennem dørene og vandrede ud, og der var mange gange, og så fandt han ud i det fri. Der var stadig mange munke, der dyrkede jorden og arbejdede med flere forskellige ting.
Han gik sådan forbi dem et stykke tid, for de så ikke noget til ham, han sagde "goddag" og alt muligt, og de svarede ikke. Han tænkte: "Det er da også lige meget." Han gik videre til den næste: "Kan du ikke sige mig, hvad det er, du laver?" Men munken svarede ikke. Han gik videre og sagde til den næste: "Du, kan du sige mig, hvad det er, du gør her?" Munken svarede ikke.
Så blev drengen arrig og råbte til en: "Du, jeg har nu spurgt så mange, og ingen svarer. Vil du ikke sige mig, hvad du laver?" Munken kiggede op i himlen, kiggede på drengen og sagde: "Himlen er blå." Og drengen kiggede op mod himlen: "Gamle, skøre fyr. Selvfølgelig er himlen blå."
Så spadserede han videre og tænkte: "Af de folk her kan jeg nok ikke få klar besked, for de er alle sammen lidt skøre."
Han spadserede videre, og det blev sent, og han blev træt og sløj af at gå, og han ville hjem. Han ville finde sit værelse, for nu havde han nok af det hele.
Og så kunne han ikke huske, hvor det var henne. Han kunne ikke rigtig finde sit sted, sit hjem, fordi han var løbet helt vild. Han spurgte en munk: "Kan du sige mig, hvor det værelse er, jeg skal bo i?" Munken svarede ikke, og han spurgte den næste og den næste, og han blev mere sløj og mere træt, fik ondt i benene og vabler på fødderne.
Han kom længere ind i bygningen og gik i gangene og traf en munk, der stod og kiggede ud. Han gik hen til munken og sagde: "Kunne du ikke sige mig, hvor mit rum er?" Munken kiggede på ham og sagde: "Himlen er sort".
Drengen var alt for træt til at lytte efter, han var alt for træt til at tænke på, hvad han mente. "Himlen er sort", sagde han og tumlede videre og fandt en dør og en anden dør og prøvede dem alle sammen.
Der var en dør, der gik op, og det var hans rum, og han slæbte sig hen til sengen og smed sig på den og faldt i søvn.
Tiden gik, og han vågnede op næste morgen og var frisk og stærk, fyldt med energi, og han fik mad, og han gjorde sig i stand og var parat.
Han tænkte og filosoferede over, at himlen var blå, himlen var sort.
Mens han tænkte over det, gik døren op, og munken, som hentede ham dengang, stod der igen og sagde: "Vil du komme med til vores Mester?"
Selvfølgelig ville han det, så han fulgte efter ham, og de kom ind i et rum, hvor der var et bord, en stol og en seng, sådan som det nu var almindeligt for alle de mennesker, der boede det sted.
Han snakkede med manden, chefen for klostret. Da de havde sludret lidt om alt muligt, spurgte chefen ham, om han ville have sin første opgave i klostret.
Det ville han gerne, for det var jo spændende, nu skulle der ske noget. Det var da helt vildt dejligt. Hvad skulle den opgave være? "Nå ja, du skal være vogter. Vi har et rum, og du skal være i det rum." Mere fik han ikke at vide.
Mens munken førte ham hen til det rum, der skulle være hans første arbejdssted, snakkede han og sagde: "Ved du hvad? Hvordan er det nu? Hvor er det? Kan du ikke fortælle mig noget om det?" Han fik ikke ret mange svar.
De kom til det rum, og han lukkede døren op. Det var et stort rum uden vinduer, uden lys. Det eneste, der var, var en stol, som han skulle sætte sig på, og døren faldt i lås. Der var fuldstændig mørkt og stille.
Han tænkte: "Det er da nemt at klare. Det er da sjovt. Jeg kan da bare sidde her." Og han sad der.
Så gjorde det ondt i den ene side og i den anden side, og han kunne ikke holde ud at sidde længere, og han turde ikke rejse sig, for hvis han nu faldt, hvis der nu var noget, osv. Måske var der farlige dyr. Han begyndte at lytte og lytte, men hørte ikke noget.
Han blev mere og mere rædselslagen og flippede ud og ville væk, kunne ikke finde døren, kunne ikke finde noget, bare væg og væg og sten og sten og mørke og stilhed.
Han vågnede op igen på sit værelse, han var frisk og stærk, og han sad igen på stolen.
Denne gang sad han lidt længere, og denne gang lyttede han lidt anderledes, og han hørte noget. Han hørte noget i sig selv, eller var det ikke i ham selv? Han hørte to stemmer, og den ene sagde: "Himlen er blå." Og den anden sagde: "Himlen er sort."
Og han begyndte at tænke på, hvad der egentlig var, og han huskede stjernehimlen, uendeligheden, og han huskede den på den måde, at han kunne se det i mørket, han kunne se i mørke. Han følte alt det, der var i ham, og der var meget.
Lige pludselig var rummet ikke længere mørkt, stolen ikke længere hård, stilheden ikke længere stille, for han var der, og i ham var så meget, som han aldrig før havde lært at kende.
Tiden gik, og han oplevede, at rummet ikke var så mørkt, og når han bare sad og lod sine øjne hvile, kunne han føle og fornemme murene, fine ridser, hvor lyset skimtedes, og han følte, at mange bitte små mikroindivider var i ham, om ham.
Så længe der var liv, var han ikke alene, og så længe Gud var, var kærligheden, så længe var han. Så længe han altså var en del af en stor helhed, var han med; selv når han sad i det mørke rum, var han med i alt, der var, en del at en stor helhed.
Han oplevede stjernerne ved at føle sig hen til dem og være der. Han oplevede munkene, som arbejdede udenfor, bare ved at føle sig hen til dem og være der.
Rummet var ikke længere mørkt, rummet var en tilstand. Rummet var ikke længere en tilstand. Rummet var til stede. Stilheden var ikke længere stilhed, var bare en tilstand i at være. Og stilheden var ikke længere en tilstand, stilheden blev en melodi, som alt vibrerede og svingede i.
Døren gik op for ham, og han gik ud og lagde sig i sin seng og sov og drømte. Drømte uendeligheden.
Han vågnede op igen og kom tilbage til munken, til chefen for klostret, og de sad stille over for hinanden. Han vidste, at en ny opgave ventede ham, og i hans dybe følelse om at være skulle han få sin nye opgave.
Chefen spurgte ham: "Er du villig til at få en ny opgave?" Og han var parat til at klare alt, stor og stærk, igen den bedste, den største, den dygtigste, og han sagde: "Ja." "Godt", sagde chefen for klostret. "Mange af vores munke bor i celler, som de aldrig forlader. Det er din opgave at tømme møgspandene."
Det var jo dumt, det var forfærdeligt, at han skulle tømme møgspandene, at han skulle tømme de lortespande, det var for meget. Men han havde jo lovet, at han ville have sin næste opgave, men han var i hvert fald ikke særlig tilfreds.
Og han mumlede og syntes alt muligt, da han gik i gang. Han tømte spandene, selvom der var en anden i forvejen, og han bare skulle hjælpe.
Før eller senere fandt han ud af, at han da lige så godt kunne tømme de spande og dermed hjælpe sine brødre i klostret, for en skulle jo flytte dem, når de alle sammen havde en opgave, som de udfyldte selv, uden at man måtte sparke til dem hele tiden, uden at de sagde, at det var forfærdeligt, at de fik snavs under neglene.
Nu var det lige pludselig ikke så svært at flytte møgspandende, og han klarede det meget godt. Så den, han hjalp i starten, kunne blive væk.
Og han blev også væk. En eller anden dag var han alene og flyttede spandene, og det gjorde han i lang tid. Han gjorde et betydningsfuldt arbejde, han gjorde det omhyggeligt, med glæde for at være en tjener med det, han nu kunne der, hvor der var brug for ham, og ikke der, hvor han selv krævede.
En skønne dag stod en foran ham og sagde: "Jeg skal hjælpe dig, men du skal i hvert fald ikke tro, at jeg godt kan lide det her, for det her er ikke noget, jeg bryder mig om." Han sagde ikke noget, han nikkede bare med hovedet og blev ved med at arbejde.
Efter et stykke tid var den nye begyndt at tage lidt fat og lidt mere fat, og til sidst slæbte han de tunge spande, som hans gamle hænder ikke længere kunne bære.
Så syntes han: "Nu er det vel tiden, hvor den nye kan klare sit arbejde, og hvor jeg skal hvile mig."
Og han lagde sig i sin seng og drømte en drøm og vågnede op om morgenen og gik hen for at flytte spandene. Men der var altså ikke nogen spande at flytte for ham, fordi der var andre, der gjorde det.
Og han satte sig på en sten i haven og mediterede.
Så kom den munk, der hentede ham første gang ved porten, og sagde: "Du, vores Mester vil snakke med dig."
Og de gik sammen i en del af haven, hvor han ikke havde været før. Bitte små gårde med mure omkring og et lille bitte tag i et hjørne med en måtte inde under, og en stol.
Så stod de der og kiggede på haven. Der var ikke andet end grus, ingen blomster, intet andet end grus.
På den ene side var en stor grusbunke og på den anden side en lille grusbunke.
Hans Mester gav ham et lille bræt i hånden, 20 cm langt og 2 cm bredt, og sagde: "Vær så god, din nye opgave. Flyt stenene!" Igen var han ligesom målløs, chokeret.
Han kiggede helt forbavset på det lille bræt og sagde: "Hvorfor skal jeg flytte dem med det bræt? Jeg kan da meget hurtigere gøre det med hænderne, eller jeg kan bruge en skovl. Hvorfor med et bræt?" Han fik intet svar.
Da der var gået et stykke tid, syntes han: "Nå ja, jeg kan da lige så godt begynde." Og han begyndte at flytte sten.
Det var slet ikke så nemt, for stenene på bunden var spidse og skarpe, de skar i fodsålerne, og han fik dybe rifter.
Hver gang han trådte på en spids sten, og det gjorde ondt, rystede hans hænder, og alle stenene faldt ned.
Han kunne ikke finde dem igen, han kunne ikke samle dem op, for de var ikke til at finde igen mellem alle de andre sten i den tunge bund, i den store, tunge stenbund. Så han måtte tilbage igen og samle nye sten op.
Men han blev ved, og han lærte, at der var noget, som gjorde, at hans fødder blev beskyttet, de fik ligesom en beskyttelsesmur om, en tyk hud, som tilsyneladende voksede af sig selv. De spidse sten kunne ikke længere skære i hans bløde fødder, for han havde fået en skal, og han kunne bedre gå over stenene.
Han fik de første sten over til den lille bunke.
Han fandt ud af, at hvis han gik for hurtigt, rystede hans hænder, og så faldt mange ned fra det lille bræt. Hvis han gik for langsomt, kunne han ikke rigtig føle, at han gjorde sin opgave tilstrækkelig godt.
Mens han flyttede de sten, kom Mesteren og spurgte: ”Min ven, ved du, hvad du gør her?"
Han sagde: "Selvfølgelig ved jeg det, jeg flytter sten. Og jeg kan ikke se, at det kan gavne noget, for det er ikke ret mange, jeg flytter. Mange falder på bunden, og jeg kan ikke finde dem igen, for alle sten der på bunden ser ens ud. Jeg kan ikke genkende de sten, som jeg har tabt fra mit bræt, sten, som er hoppet ned."
Og så fortsatte han med at flytte sten, og han blev bedre og bedre til at flytte sten, meget mere omhyggelig, forsigtig, jonglerede med dem. Han flyttede sten ganske udmærket. Det var ikke længere et problem for ham.
Mesteren kom igen og spurgte, og så svarede han:
"Jeg øver mig i tålmodighed."
Mesteren sagde: "Det er rigtigt, min ven, øv dig i tålmodighed."
Tiden gik, og han blev ved med at flytte sten, og han kunne se, at der var flere i den lille bunke, end der havde været før, selvom han ikke kunne se, at der var færre i den store.
Han gik med det lille bræt, og det var meget sjældent, at en sten faldt ned, meget sjældent.
Mesteren kom og spurgte ham: "Ved du, hvad du gør?"
Og han svarede: "Jeg lærer mig selv at kende." Og han flyttede sine sten fra den ene bunke til den anden.
- og han svarede: "Jeg lærer andre at kende sig selv." Og han flyttede sine sten fra den ene bunke til den anden.
Og det gør han vel også i dag, et eller andet sted, til en eller anden tid.
